Vandets ånder 

Om den danske tørv sagde man undertiden spøgefuldt under krigen, at den bestod af en tredjedel oldtidsfund, en tredjedel askestoffer og en tredjedel brændbart materiale. Det er om oldtidsfundene fra yngre stenalder fra den sjællandske tørv, at denne historie skal handle. Fundene består af lerkar, knogler fra mennesker og dyr, og forskellige stenredskaber, først og fremmest flintøkser, men også køllehoveder og stridsøkser og mange andre ting dukkede op af tørvegravene.

Tingene blev enten indsendt direkte til Nationalmuseet af tørvearbejderne, ofte mod en mindre dusør, eller indsamlet enten af museernes folk eller lokale interesserede. En af dem, amatørarkæologen Karl Nielsen, der lagde grunden til Værløse Museums oldsagssamling, har skildret hvordan han tog rundt til de nordsjællandske moser. Han fortæller:

"Jeg gjorde det på den måde, at jeg, så snart jeg havde spist, når jeg kom fra arbejde, cyklede ud til en bestemt mose, hvor enten arbejdet endnu var i gang eller var overarbejde, eller jeg besøgte en mose, hvor en hestepasser, eller andet tørvemandskab boede i et telt, skur eller barak, og med dem konfererede jeg fund der var gjort, eller fund man evt.kunne gøre. Især gjorde jeg dem opmærksom på, at man kunne finde potteskår eller ting af træ. Med på min cykel havde jeg tit en mappe med bajerskøl og tit en pakke tobak, en pakke cigaretter eller en æske Gøteborg snus. Selvfølgelig var jeg interesseret i at få tingene nogenlunde gratis eller i al fald uden at skulle ofre alt for mange penge. På den anden side var jeg klar over, at hvis tørvearbejderne følte sig taget ved næsen, da ville tingene ikke komme til mig. Tobak var rationeret, så det var minimalt, hvad jeg kunne skaffe af det, men min købmand Lars B.Petersen i Farum gav mig min ration, og det samme fik jeg, da jeg begyndte at handle hos Carl Jensen (købmand Carl). Det vil sige jeg faktisk fik to rationer, og da jeg ikke selv røg, kunne jeg disponere over en del tobaksvarer. Som regel indledte jeg et besøg i mosen med at byde cigaretter og øl rundt, og kom derved let på talefod med arbejderne, og en del flintsager indgik på den måde i min samling."

Længere nede skriver han: "Engang kom jeg på Vibygårds Mose ved Roskilde og talte først med nogle koner, som røglede tørv. Jeg spurgte, om de fandt oldsager i mosen, og svaret var nej. Nu vidste jeg at det altid var det samme svar på spørgsmålet jeg fik, og det var ganske simpelt, fordi det var glemt sidste gang, der blev fundet noget. Eller også havde finderen ikke fortalt noget til de andre, men taget tingene hjem til for eksempel sine børn, uden at tænke på, at det kunne have nogen værdi for andre." I dette tilfælde fortsatte samtalen, og det viste sig, at der fornylig var fundet et skelet med et stort trepanationshul i kraniet. Skelettet var heldigvis stadig til at fremskaffe, og er i dag en af pragtstykkerne fra yngre stenalder, for det viste sig, at det kunne C-14 dateres til tragtbægerkulturens tid.

De fleste af genstandene fra moserne er netop fra tragtbægerkulturens tid, tiden for det første agerbrug i Danmark, og byggetiden for dysser og jættestuer. Der er normalt tale om hele, brugbare genstande, som er nedlagt på lavt vand et stykke fra bredden af datidens åer og søer. De er så siden vokset til, og har dannet nutidens tørvemoser. Der er ikke dukket mange fund af denne karakter op siden tørvegravningens dage, men de har stadig en spændende historie at fortælle, hvis man ser dem i sammenhæng.

Hele, brugbare ting, sat ned i åbent vand et stykke fra bopladserne, tolkes som offerfund. For at forstå deres baggrund er det derfor rimeligt at se på religionen i samfund, der kan sammenlignes med den danske yngre stenalder på tragtbægerkulturens tid, med hensyn til teknologi og samfundsopbygning. Gennem hele stenalderen regner vi med, at samfundet har været et stammesamfund. Det vil sige, at det sociale liv har været baseret på familier, organiseret i klaner, dvs. en gruppe mennesker, der fører deres slægt tilbage til en fælles stamfar. Den enkelte persons stilling i samfundet har derfor noget at gøre med vedkommendes placering i familien og i forhold til denne stamfar. Denne type samfund, kombineret med et simpelt agerbrug, kender vi fra nyere tid fra Melanesien, fra forskellige indianersamfund i Nord-og Sydamerika og visse steder i Afrika. Her er religionen først og fremmest centreret omkring opfattelsen af en række ånder, både naturånder og forfædreånder, og der er en udbredt tro på hekse. Både ånder og hekse kan gribe ind i menneskenes liv på forskellig vis, men kan manipuleres ved hjælp af riter, ofringer og tabuer.

Ånderne kan findes mange steder, men det er ikke usædvanligt, at nogle af dem holder til på særlige steder, således f.eks.hos Mae Enga folket på New Guinea: "Blandt de vestlige klaner spiller små søer og damme en vigtig rolle i de ritualer, som skal gøre forfædreånderne venligt stemt, eller dæmpe deres vrede over brudte tabuer. Skjult i tæt skov har hver klan en lille sø, som de betragter som stedet, hvor forfædrenes kraft er koncentreret." Andre steder er det en bakke, eller en bakke sammen med et vandløb, eller en særligt formet klippeknold, der er fokus for forfædrenes ånder.

En almindelig tro i disse samfund er at sygdomme og ulykker kommer af åndernes uvilje - men også at ånderne udsender en kraft, som holder landet frugtbart, så afgrøderne gror, husdyrene bliver formerer sig, at grisene farer uden problemer, at kvinderne får sunde børn og mændene bliver tapre i krig og snedige i byttesituationer. Samt at alvorlige sygdomme og ulykker ikke finder sted. Til gengæld kan ånderne være farlige og straffe asocial adfærd og brud på tabuer, eller bare generelt være ondsindede i perioder. Der er derfor i disse samfund mange ritualer, der går ud på at spå om åndernes vilje, og blidgøre dem, eller drive dem bort hvis de er ondsindede. I mange af disse ritualer indgår ofre.

Ud over ved sygdom og ulykke er det også vigtigt at have ånderne på sin side i forbindelse med de såkaldte overgangsriter: Når et lille barn skal modtages i familien, når et ungt menneske bliver voksen, ved giftermål og begravelser. Især er ungdomsindvielser ofte meget vigtige i disse samfund, for det er i forbindelse med dem, de unge lærer de første af de riter og magiske formularer, der skal til for at kommunikere med ånderne. Og magi og riter indtager, som man kan forstå, en vigtig plads i samfundslivet. Deres rette udførelse kendes typisk kun i sin fulde udstrækning af de ældre i familien, som her igennem har en væsentlig magt. Derfor viderelærer de kun riterne til de yngre gradvis, og ofte i forbindelse med svære prøvelser.

Der altså mange forbindelser i disse samfund, hvor det er vigtigt at kommunikere med ånderne - og i denne kommunikation spiller ofringer ofte en væsentlig rolle. Det kan derfor ikke undre, at en af de vigtigste fundgrupper fra vores hjemlige yngre stenalder netop er offerfund, både fra moser, fra befæstede pladser og foran grave. Det er fra disse offerfund vi har den væsentligste kilde til vores viden om stenalderens religion - alle sagnene og sangene er borte for evigt.

Stederne for nedlæggelserne var som sagt åbent vand, ud for bredden af enten åer, små søer eller fjorde. Når man besøger fundstederne i dag, lægger man mærke til, at det ikke er usædvanligt, at de ligger i nærheden af markante terrænpunkter, som f.eks. omkring den stejle lille holm Kølholm i Roskilde Fjord. Den er en knold, der stikker op af vandet, nærmest et stort skær. Vandet har i tragtbægerkulturens tid stået noget højere, og dækket det lave forland, som ses i dag. Omkring den er fundet mange lerkar og flintredskaber fra omtrent hele yngre stenalder. Da det er en fjord er de i øvrigt ikke fundet ved tørvegravning, men ved skallegravning.

Hvis man i stedet for ud i landskabet går ind i Nationalmuseets arkiv, og ser på hvilke samtidige fund, der er gjort i et område på 2 km omkring fundstederne for moseofferfundene, får man også spændende oplysninger. Afstanden 2 km er valgt, fordi det er det område omkring ens bosted man normalt kender godt, når man færdes til fods i et landskab i forbindelse med et primitivt agerbrug.

Det viser sig, at der ofte ligger en del storstensgrave omkring fundstederne, især i en afstand på 400-800 m fra offerfundene. Der er normalt mellem 2 og 6 megalitgrave i nærheden af offerfundene, men der kan være helt op til 34. Storstensgravene ligger tæt på Sjælland, men en test for om det var tilfældigt, at der var så mange storstensgrave omkring offerfundene viste, at det var det ikke.

Det viser sig også, at der ofte ligger en stenalderboplads ret tæt på offerfundene, ofte under 500 m borte. Det er ofte pladser, der har været beboet over lang tid, typisk finder man både kerneøkser fra Ertebølle-tid, fragmenter af tyndnakkede og tyknakkede økser fra tragtbægertid og stridsøksetid, og fragmenter af dolke fra dolktid på dem.

Det kan både være agerbrugspladser, som den store boplads Havnelev på Stevns, befæstede pladser eller jagtbopladser, som pladserne i Øgårdeområdet af den store vestsjællandske mose Åmosen.

Det ser altså ud til, at i modsætning til Mae Enga-folket på New Guinea har man i stenalderen i Danmark haft sine helligsteder i kernen af bebyggelsen.

Især på pladser i Store Åmose kan det i øvrigt være svært at vide, hvad der er rester efter bopladsfund, og hvad der er offerfund. Men når man finder smukke, hele og brugbare lerkar og redskaber lagt ud i vandet ud for bopladserne, er det rimeligt at tolke dem som offerfund.

Nogle af disse pladser, f.eks Storelyng VI i Store Åmose på Midtsjælland, ser ud til at være jagtbopladser, der har været bebygget kortvarigt hvert år, for de ligger på små øer, som nok har været ubeboelige i vinterhalvåret. På Storelyng VI ser det efter knoglerne ud til at man især er kommet for at fiske, jage fugle og ganske unge rådyr i den alder, hvor de stadig har plettet pels, og samle dammuslinger, for der er en regulær skaldynge af dammuslingeskaller på stedet. Nogle få tamdyrknogler viser at man også har haft mad med hjemmefra. Men ud over jagt og fiskeri må der også have fundet en del ritualer sted, for den lille ø er omgivet af lerkar, nedsat i mosen som ofre. I et tilfælde er der endda tale om et kar der står omgivet af kranierne fra 3 får, der er lagt rundt om det.

At der nogle steder er tale om egentlige helligsteder vises dels af, at man ofte finder spor efter gentagne ofringer i det samme vådområde, dels at man nogle steder finder regulære anlæg i forbindelse med dem: grenplatforme, der har gjort dele af mosen farbar under riterne, der ledsagede offerhandlingerne. Der skulle naturligvis mere end almindeligt held til, for at sådanne grenplatforme blev rapporteret til fagfolk, ofte registrerede tørvearbejderne dem kun som steder, hvor der var usædvanligt meget kvas og grenværk i tørven. Men vi kender dog 4 fund fra Sjælland af denne karakter og et fra Nordjylland, et fra Sverige (Alvastra, tidligere omtalt i Skalk), et fra Slesvig/Holsten og et fra England, så fundtypen er ret velbelyst.

I de 4 sjællandske tilfælde er der tale om grenplatforme støttet af nedrammede pæle, som følger bredden af den daværende sø. En af de bedre undersøgte, fra Salpetermosen syd for Hillerød, var ca.10 m bred og 22 m lang.

Ellers er en af de bedst undersøgte grenplatforme blevet fundet allerede i 1893 og ligger ved Veggerslev på Djursland. Fundstedet er et eng-og mosedrag, der er 4-500 m bredt og forløber NØ-SV. Anlægget går på tværs af engdraget, men kan kun følges over ca.50 m, selv om man ledte meget efter en fortsættelse, så det er næppe en vej. Anlægget er 10 m bredt og konstrueret af nedrammede pæle, hvorpå hviler spredte vandrette grene og stammer i anlæggets længderetning. Oven på dem, på tværs af anlæggets længderetning, hviler et mere kompakt lag grene og stammer, og øverst igen er der igen spredte stammer og grene i anlæggets længderetning, se også tegningen. På og omkring grenlaget fandtes 7 lerkar fra tiden for bygningen af storstensgravene, samt 5 tyndnakkede flintøkser og en flintmejsel. Fra samme mose stammer i øvrigt talrige andre stenalders offerfund, som dog ikke ligger helt tæt på anlægget.

En af de sjællandske grenplatforme i "Søen" mose ved Føllenslev på Nordvest-sjælland har i øvrigt givet et spændende fund: en skæftet tyknakket økse, der har et ganske kort skaft, der ender i en tap. Den er blevet tolket som en kultfigur, beregnet til at opstilles til tilbedelse, for skaftet er uegnet til praktiske formål. Den er i øvrigt lidt senere end de fleste af de her omtalte fund, fra stridsøksekultur.

Fra England, som ellers har en noget anden kultur end os på denne tid, men hvis religion ser ud til at have lignet den danske en del, kendes et tilsvarende anlæg fra samme tid. Det ligger i et stort moseområde i Brue Valley, Somerset Levels. Grenplatformen hedder "the Baker platform" og ligger i vestenden af en ø i mosen, Westhay Meare Island, og udgør sammen med to grenlagte vejforløb "the Bell tracks" - et kompleks, der ser ud til at have været i brug i ret lang tid. C-14 dateringer henviser grenplatformen til 2700-2500 f.Kr.(ukal.), altså samtidig med bygningen af storstensgravene i Danmark. Vejforløbene ser derimod ud til at have været i brug i længere tid, for de har givet dateringer, der spænder fra ca.500 år tidligere til ca.500 senere. Der er ikke fundet lerkar sammen med dette kompleks, men en meget spændende trægenstand: En træfigur, der nok en Nordeuropas tidligste bevarede kultfigur, en hermafroditisk figur med penis og bryster.

Men for at vende tilbage til vores hjemlige materiale, og se nærmere på de genstande, der er ofret i moserne, så har jeg i min undersøgelse af fundene fra Sjælland især interesseret mig for keramikken.

Lerkarrene i fundene er typisk brugte, men hele og uskadte kar. Som regel er det mellemstore tragtbægre, der typisk har rummet mellem 2 og 8 l, og som viser spor efter at have været brugt som kogekar. Det er ikke usædvanligt at finde kager af madskorpe inden i dem, og skjolder af sod, og mærker efter noget, der er kogt over og har dannet en stribe på ydersiden. I andre tilfælde er bunden gennemtrukket med fine krakeleringer, der kommer, når lerkar udsættes for det temperaturchok det er, gentagne gange at blive brugt over åben ild. Karrene har altså været brugt til at lave mad i. I nogle af karrene fra den store midtsjællandske mose Store Åmose har man endda fundet rester efter fiskeskæl og fiskeben i madskorpen fra flere kar, så man kan se, at der er blevet kogt fiskesuppe i karrene. Andre steder er der fundet en enkelt dyreknogle i karret, f.eks det store kar fra Skævinge, der blev fundet med en overarmsknogle fra en gris stående i. Karrene kan både være kommet i mosen med en madgave, omtrent som man satte grød ud til nissen i gamle dage, eller de kan være blevet sat ud i vandet, fordi de havde været brugt til at lave mad til fællesmåltider i forbindelse med ritualer, og det havde gjort dem så hellige, at de ikke måtte bruges igen. Dyreknoglerne, der ofte findes sammen med karrene, er tit marvspaltede, og det tyder også på, at der har indgået fællesmåltider i de ritualer som offerfundene er de eneste spor efter.

Sammen med karrene finder man nogle gange også nogle af tragtbægerkulturens køkkenredskaber: Skeer, både store og små, en lille flække, eller i to tilfælde knive lavet af skulderbladet fra en ko, og med et praktisk ophængningshul i enden tættest ved ledfladen.

Ud over keramik og dyreknogler optræder der i nogle af moserne også mere makabre fund. I omtrent halvdelen af de sjællandske moser, der har givet fund af lerkar fra yngre stenalder, er der også fundet menneskeskeletter. Tidligere regnede man med, at der var tale om moselig, ligesom de kendte moselig fra de jyske moser: Tollundmanden og Grauballemanden, der jo er fra tiden lige før Kristi fødsel. I de kalkrige sjællandske moser er det blot skelettet der er bevaret i stedet for hud og hår, som i de sure jyske moser. Men C-14 datering af 17 af disse skeletter gav som resultat, at de 12 var fra yngre stenalder, samtidig med offerfundene. 1 var fra ældre bronzealder og kun 4 fra førromersk jernalder.

I to af tilfældene fra yngre stenalder tyder fundene på, at der er tale om personer, der er blevet stranguleret og dermed ofrede til ånderne i mosen. Det ene er Boelkilde på Als, som tidligere er blevet omtalt i Skalk, det andet er Sigersdalfundet fra Nordsjælland. Fundet fra Sigersdal er nok så dramatisk. Her stødte tørvearbejderne på skelettet fra en ung pige, der lå med en strikke om halsen. Skelettet lå delvist ned, med den ene fod siddende fast i gytjen i mosens bund, resten indlejret i tørvejord. Geologen Svend Thorkild Andersen, som heldigvis blev hurtigt tilkaldt, og som udgravede fundet, beskriver vanddybden på stedet som en dybde, hvor pigen netop har kunnet bunde. Han forestiller sig, at hun er blevet ført ud til stedet med en strikke om halsen, og så er blevet dræbt på stedet hvor hun blev fundet. En stor kranielæsion blev først antaget for at være dødsårsagen, men nøjere antropologiske undersøgelser viser, at det er en senere læsion, og at pigen er blevet dræbt med strikken. Tæt ved blev i øvrigt fundet endnu et skelet af en ung pige, også hun antagelig ofret til ånderne, samt en stor øskenflaske. Tæt ved er der en stenlægning, og ikke langt derfra et stort fund med 13 tyndnakkede økser. De to piger er begge C-14 daterede til tiden omkring bygningen af de første dysser.

En ting, der i øvrigt ser ud til at være karakteristisk for skeletterne fra stenalderen i forhold til de senere moselig, er at de ofte stammer fra unge personer eller børn. De moselig, der med sikkerhed er fra jernalder, er alle fra voksne personer.

Skal man prøve at forstå baggrunden for menneskeofringer på denne tid, er der endnu en gang grund til at gå til New Guinea. Herfra fortæller antropologen Fitzjohn Porter Poole om en stamme, der hedder Bimin-kuskusmin, som tidligere havde et ritual, der hed det store pandanus-ritual, og som blev udført med års mellemrum. Det løb over en hel vækstsæson, og bestod bl.a.i at man i begyndelsen af vækstsæsonen fangede en mand fra nabostammen, som man dræbte langsomt under rituelle omstændigheder. Jo længere han holdt sig i live, jo kraftfuldere var ritualet. Ved slutningen af vækstsæsonen foretog man det samme med en kvinde. Hensigten med det var at styrke livskraften, både hos afgrøderne og hos stammens medlemmer. Lignende forestillinger om at styrke livskraft hos afgrøder, folk og fæ, kan have ligget bag menneskeofringerne i yngre stenalder herhjemme. At det er et uheldigt medlem af nabostammen det er gået ud over forekommer sandsynligt, for der må i denne tidlige tid være tale om samfund, der ikke har holdt trælle.

Den tidligste tid med moseofre er tiden lige efter indførelsen af agerbruget, inden samfundet blev så indviklet, at man begyndte at synes det var nødvendigt at bygge de store stengrav. I denne tid består mosefundene dels af nedsatte potter, eventuelt sammen med dyreknogler fra et enkelt dyr, oftest et får og tyndnakkede økser, enten nedlagt enkeltvis eller i større, fint ordnede samlinger på op til 15 stk. Økserne er typisk nedlagt i de samme vådområder som keramikken, men ikke sammen med den - det ser ud til, at der var forskel mellem de ritualer, der krævede nedlæggelsen af lerkar og dyreknogler, og dem der krævede nedlæggelse af flintøkser.

I den næste del af tragtbægerkultur, samtidig med bygningen af storstensgravene, og også den tid, hvor de store befæstede pladser var i brug, bliver der flere offernedlæggelser af lerkar. Nu ser det ud til, at man er kommet tilbage til de samme områder gang på gang og har udført de ritualer, der endte med nedlæggelsen af lerkar. Også dyreknoglefundene bliver større, og indbefatter nu ofte dyr af flere forskellige slags, men især kvæg.

Det næst almindeligste dyr er får. Det er bemærkelseværdigt, at får både er det almindeligste dyr i de tidlige ofringer, og det næstmest almindelige dyr i de senere ofringer, for på bopladserne er det ikke så hyppigt forekommende. Her dominerer kvæget, fulgt af svin som det næstmest almindelige dyr. Får forekommer også på næsten alle bopladser med bevarede knogler, men i mindre mængde. Det kunne se ud som om man har betragtet fåret som særligt velegnet til at indgå i de rituelle måltider der har ledsaget nedlæggelsen af lerkar på våd bund.

En anden fundgruppe, som også må have med ofringerne at gøre er hele okser, ofte lidt ældre dyr, og i flere tilfælde stude, der er dræbt og nedlagt hele i de samme vådområder som de øvrige offerfund. Også her kan vi gennem C-14 dateringer finde ud af, at de især stammer fra denne tid. Dyrenes skeletter ligger hele og uforstyrrede i mosen, så de er åbenlyst ikke blevet spist, men blot dræbt og nedlagt i de samme områder som ofringerne, ligesom de ofrede mennesker.

Det ser ikke ud til at man har ofret så mange flintøkser på denne tid, men til gengæld er der fund af smukke køllehoveder og stridsøkser, og af ravperler i store nedlæggelser med op mod 50 perler ad gangen. Et af disse ravfund har en spændende fundhistorie, som illustrerer lidt om de arkæologiske arbejdsforhold i tørvegravningens tid. I 1949 fandt en husmand 43 ravperler i den østlige ende af Store Åmose, mens han smuldharvede. De lå i en bunke oven på et ornamenteret ribben, der igen lå oven på nogle pinde. Under pindene var der ca. 5 cm tørv, og derunder sten og grus. Nogle få dage efter fundet indfandt en fabrikant fra Borup sig hos finderen. Han afkøbte ham hele fundet for 100 kr. under foregivende af, at det var til Nationalmuseet. Han kiggede også lidt på stedet og lavede en efterundersøgelse, hvorved han fandt yderligere 7 perler. Sagerne blev imidlertid ikke afleveret til museet, men da rektor Knud Andersen, der brugte al sin fritid i Store Åmose, og som havde en meget nær kontakt til Nationalmuseets folk i mosen, erfarede rygterne, foretog han en efterundersøgelse på stedet, og fandt ravperlen NM I A 44200, en cylindrisk ravperle, ca. 1 cm i diameter og 0,5 cm tyk, lige ovenpå nogle af pindene. Den er det eneste af fundet, der er kommet til Nationalmuseet, og den viser, at fundet er fra yngre stenalder. Ganske nær ved var øvrigt tidligere blevet fundet 2 kranier, der formodes at være af ged.

Senere i stenalderen, efter at bygningen af de store stengrave var ophørt, selv om man i hvert fald i Østdanmark stadig begravede i dem, skifter religionen omkring moseofringerne også. Lerkarnedlæggelserne hører op, men til gengæld begynder man igen at ofre flintøkser i stor stil, og nu kommer også mejsler til, og i stridsøksetid bliver der ofret både flintøkser og stridsøkser i de samme moser. I mange af de moser, der blev brugt til at ofre lerkar i, kan man følge offertraditionen op gennem hele stenalderen. I senneolitikum ser det endda ud til at offerskikken bliver mere omfattende igen, og det er nu ud over flintøkser dolke, spydspidser og segle, og tidens ret kluntede stridsøkser, der kommer i moserne.

I nogle få moser kan offerskikken følges gennem det meste af oldtiden, begyndende ved agerbrugets indførelse og i hvert fald helt op til førromersk jernalder. En af disse moser er lille Åmose i Vestsjælland - herfra er der f.eks. både blevet C-14 dateret skeletter fra menneskeofre fra yngre stenalder og fra førromersk jernalder.

Troen på ånderne var sejlivet, og fandtes i vikingetid og senere i et lag under troen på aserne og siden under kristendommen. Vi finder den sidste rest af den i sagnene om ellefolket, om nøkken og om åmanden, der årligt kræver et menneskes liv.