Ild

Vi stryger en tændstik, det er en let og selvfølgelig sag, ikke spor mærkelig, og dog var herredømmet over ilden en af de ting, der i en fjern fortid hævede os op over abestadiet. De tidligste spor af ild i menneskelig sammenhæng er fra bopladser anlagt af den menneskerace, som kaldes Homo erectus, og levede under næstsidste istid, det vil sige for 500 000 år siden. Der er gjort mange fund af denne art, de nærmeste er i Ungarn, men det kendteste er fra hulen choukoutien i Kina, hvorfra meddelelsen om "Pekingmandens" opdagelse gik verdenspressen rundt. Hvor som helst på jorden, Homo erectus giver sig til kende, enten det nu er ved skeletrester eller gennem fund af redskaber, er der tegn på anvendelse af ild. Spørgsmålet er så, om han havde den fra naturen, for eksempel ved lynnedslag, og blot var god til at holde den ved lige, eller om han forstod selv at frembringe den.

Moderne naturfolk laver ild på forskellig måde, men to grundprincipper går igen:

Ildgnidning, med to træstykker, der bringes i hurtig bevægelse mod hinanden, så at gnidningsvarmen tænder ild, og ildslagning, hvor der slås gnister ved sammenstødning af forskellige mineraler, for eksempel flint eller kvartsit og stål eller svovlkis (et metalagtigt naturprodukt, der findes i kridt eller som klumper frit på marken). Til begge processer kræves tønder: letfængeligt materiale såsom trøsket træ eller fyrsvamp.

Det almindeligst anvendte ildgnidningsinstrument er ildboret, en træstok, der drejes hurtigt rundt mod et andet stykke træ. Det kan gøres med flade hænder, men effekten øges ved brug af trækrem eller drilbue. Da alt ved ildboret er forgængeligt, sætter det sig kun få arkæologiske spor. I en jugoslavisk hule, som neandertalerne har beboet under sidste istid, er fundet en birketræsstok med forkulning i den ene ende: den er antaget for et ildbor, men med et så simpelt redskab kan man ikke være sikker på, at tolkningen er korrekt. Fra Danmark kendes ingen sådanne fund, men det udelukker langtfra, at ildboret eller et lignende redskab har været brugt.

Ildslagningens rekvisitter - under et betegnet "fyrtøj" - er anderledes hårdføre, men ikke altid bestemmelige. De optræder i fundene, mere eller mindre sikkert, gennem hele stenalderen, men klarest mod dens slutning. Dolktid kalder vi stenalderens sidste større afsnit, og det siger jo lidt om, hvad der engang var det foretrukne våben. Ejendommeligt ved flintdolkenes hæfter er et karakteristisk slid, sikkert fremkommet ved at rive et stykke svovlkis langs kanter og ujævnheder, så at gnisterne føg. Det er tydeligt, at ildslagning har været en af dolkens opgaver og måske ikke dens mindst vigtige. I den følgende periode, ældre bronzealder, lever flintdolken med ildslagningsfunktion videre,men i særtilfælde er den i miniformat (har altså aldrig været brugt som dolk), og samtidig optræder der ildslagningssten, som helt har forladt dolkformen. På Hvidegårds mark ved Kongens Lyngby blev der for mange år siden fundet en bronzealdergrav med en af de små dolkildsten. At det var skaftet, det kom an på, fremgår klart; Det lille flintblad er nemlig syet ind i tarmskind, og beklædningen er tydeligvis ment at skulle være permanent, der er ikke tale om en skede, som har kunnet tages af og på. Denne særlige type er dog i afgjort mindretal, men mange af de ikke-dolkformede ildslagningssten har - tilstræbt eller tilfældigt - lighed med afbrækkede dolkskafter. Når de optræder i grave, hvilket ofte sker, er disse altid mandlige - at slå ild med flint har åbenbart været mændenes privilegium. Man skulle ellers synes, at kvinderne, der vel dengang som senere stod for madlavningen, var nærmest til det, men måske har ildboret været deres særlige optændingsinstrument. De to metoder kan i hvert fald meget vel have eksisteret samtidig.

Som nævnt hører der svovlkis til ildslagningen, og stumper af det findes da også jævnligt sammen med flintsten i veludstyrede grave. Et komplet og usædvanligt godt bevaret fyrtøj dukkede sidste år op af Nationalmuseets magasiner. Det stammer fra en bronzealdergrav i Thyregod sogn, Midtjylland, og er fremdraget 1906, men åbenbart uden at vække særlig opmærksomhed, siden det er havnet på det omtalte, lidet påagtede sted. Fundet omfatter en ildslagningssten af simpel form, en klump svovlkis, en porøs masse (antagelig fyrsvamp) og en samling småpinde - alt bevaret af de metalsalte, der er opstået ved svovlkisens nedbrydning. Uden på svovlkisklumpen er der aftryk af uldstof - det kan være en pose, fyrtøjet har ligget i, eller simpelthen den dødes tøj: det var almindeligt på denne tid, at ligene lagdes fuldt påklædt i graven. Til fundet hører også et sværd og andre sager, som viser, at den her begravede ikke var nogen helt ubetydelig person, hvilket dog i denne forbindelse er mindre væsentligt - et fyrtøj var en ganske almindelig brugsting for høj såvel som lav. Over selve processen, det at trække ild ud af flint, er der imidlertid et skær af mystik, noget hemmelighedsfuldt, som måske kan forklare, at det var manden, familiens overhoved, der rådede for dette anliggende. I de lædertasker, man undertiden finder i gravene, og hvor fyrtøjet er fast inventar, kan være mange mærkelige ting, som må tilhøre magiens verden. For eksempel rovfugleklør, snogehaler og indtørrede insektdele.

Med udløbet af bronzealderen synes fyrtøjet at forsvinde - måske har det midlertidigt måttet vige for ildboret - men i romertiden dukker det op igen, sikkert under påvirkning fra storriget i syd, og i den efterfølgende germanertid er det sikkert dokumenteret. Svovlkis optræder stadig, men i stedet for flint anvendes nu kvarts eller kvartsit, omhyggeligt formet til anbringelse i bæltet. Ildstålet, der ligeledes kommer til, og som betyder en væsentlig forbedring, antager i vikingetiden en karakteristisk form med bagudbøjede, spiraloprullede ender; Det optræder af og til i kvindegrave, men er almindeligst hos mændene. Mystikken må på det tidspunkt have haft et solidt tag i fyrtøjet. Småbitte amuletagtige ildstål er fundet sammen med - blandt andet - små afbildninger af Mjølner, guden Thors berømte hammer (se Skalk 1971:3). Som tordengud rådede Thor for lynet. Manden, som slog ild, lånte lidt af hans kraft.

Endnu i 1800-årene blev der falbudt fyrtøjsflint på gaderne i København, men tændstikken var på vej - H. C. Andersen kunne skrive både om "Fyrtøjet" og om "Den lille pige med svovlstikkerne". Det blev tændstikken (som virker ved gnidning og må betragtes som ildborets efterkommer), der gik af med sejren, men fyrtøjet (i form af lighteren) er dog langtfra slået ud.

1. Fyrtøj fra bronzealdergrav fra Ålbækgårde, Thyregod sogn, Vejle amt. Det består af en ildslagningssten af flint, nogle pinde og en uformelig klump opløst svovlkis, og måske trøske, imprægneret af metalsaltene fra svovlkisen. På siden af den opløste svovlkis er der et stykke tekstil fra den pose, fyrtøjet har ligget i, bevaret af metalsalte fra svovkisen. Længde: 12,5 cm. Efter E. Aner & K. Kersten (1990), Ke 4481. Eva Koch del.



2. Miniature-flintdolk indsyet i tarmskind, fundet i en mandsgrav fra ældre bronzealder fra Hvidegård, Lyngby-Tårbæk sogn, Københavns amt. Tegningen her er fra C. F. Herbst publikation af graven fra 1848 og er en af Magnus Petersens første oldsagstegninger. Dolken er 9,3 cm lang.



3. Ildstål fra vikingetid, fundet i Berge, Borgund sogn i Norge. Efter Jan Petersen (1951) fig. 234, s. 437.



4. Tegning, der viser anvendelsen af vikingetidens ildstål. Efter Hans Alebo (1986) s. 33 øverst, med henvisning til 'Eld med stål och flinta' (Inst. för förhist. tekn., Sverige)



5. Flintdolk af type VI, fra en bronzealdergrav fundet ved Nørre Aldumgård, Stenderup sogn, Vejle amt. Hæftet er "butslidt" på kanterne efter brug som fyrtøj - noget, der desværre ikke fremgår klart af denne tegning. Længde: 25,4 cm. Efter: E. Aner & K. Kersten (1990), Ke 4342. Eva Koch del.

Erling Albrechtsen (1954): Fynske Jernaldergrave I. Førromersk Jernalder. København

Hans Alebo (1986): Förhistorisk eldgörning. Populär Arkeologi, Årg. 4 Nr. 3 s. 30-33.

Carl-Axel Althin (1954): The Chronology of the Stone Age Settlement of Scania, Sweden. Acta Archaeologica Lundensia Series in 4 No. 1. Bonn - Lund

H.C.Andersen: Eventyr og Historier, samlet udgivelse af Flensteds Forlag, Odense

H.Helmuth Andersen (1971): Tordenguden. Skalk 1971 nr. 3 s. 4 - 8. Århus

Ekkehardt Aner und Karl Kersten (1973): Bd. 1: Frederiksborg und Københavns Amt. Hvidegårdsgraven har nr. Ke 399. Neumünster

Ekkehardt Aner und Karl Kersten (1990): Bd. 9: Vejle Amt. Neumünster

Carl Johan Becker (1961): Førromersk Jernalder i Syd- og Midtjylland. København

C. F. Herbst (1848): Hvidegårdsfundet. Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1848, s. 336 - 352. København

Jan Petersen (1951): Vikingetidens Redskaber. (Om ildstål s. 433-438) Oslo

J. J. Wymer (1982): The Paleolithic Age. London

Da jeg fik "Skalks" reviderede version af mit manuskript, ringede jeg til en række af mine kolleger for at få opklaret punkter, jeg ikke var helt sikker på:

1. Ang. ildslagssten fra mesolitisk tid: Både Søren H. Andersen og Anders Fischer benægtede bestemt, at der skulle findes ildslagssten fra dansk mesolitikum. Lykke Johansen mente hun eventuelt havde set redskaber med "butslidning" i sin gennemgang af materialet fra Kongemose-bopladsen i Store Åmose, men var ikke helt sikker. Imidlertid er der omtalt ildslagningssten fra mesolitikum fra de skånske pladser i Agerød mose, i C.-A. Althin (1954) s. 75 og Plate 15 nr. 22 (afbildet herunder). Lars Larsson kunne også bekræfte, at de var en del af det mesolitiske genstandsinventar i Skåne.



2. Ang. ildslagssten fra neolitisk tid: Klaus Ebbesen kunne fortælle mig, at ildslagssten var ganske almindelige i storstensgravene, både i dysser og jættestuer. De var af en særlig type: flækker med en slags "propelretouche" omkring slagbule-enden og kraftigt butslidt i denne ende. J. Troels-Smith fortalte mig om svovlkis fundet på bopladsen Store Lyng VI fra TN C, og et fyrtøj fundet sammen med et moselig, som han formodede var fra neolitisk tid. Denne datering er senere blevet bekræftet af en C-14 datering.



3. Ang. ildslagssten fra yngre bronzealder: Carsten U. Larsen kunne fortælle mig, at ildslagssten ikke fandtes i grave fra yngre bronzealder, men Bente Draiby fortalte, at der havde været ret mange på Fragtrup bopladsen (B. Draiby 1985). K. Randsborg omtalte ildslagssten fra Voldtofte-bopladsen.



4. Ang. ildslagssten fra ældre jernalder: Jess Martens fortalte om flintstykker, han mente var ildslagssten i det materiale fra Borremose, som P. V. Glob havde udgravet. Men han sagde også, at dateringen af disse stykker ikke var helt sikker. C. J. Becker (1961) omtaler ingen ildslagssten fra det førromerske materiale fra Syd- og Midtjylland, og heller ikke E. Albrechtsen (1954) omtaler nogle i sit materiale fra de førromerske grave på Fyn.



5. Ang. ildslagssten fra romersk jernalder indtil vikingetid: Mogens Ørsnes fortalte mig, at efter hans opfattelse begyndte kvartsit-ildslagsstene at dukke op i det arkæologiske materiale kort før overgangen ældre/yngre romersk jernalder, hvorefter de var almindelige indtil op i yngre germansk jernalder. De var rundovale uden fure i kanten i begyndelsen, senere blev de spidsovale med fure til fastgørelse i bæltet. De kendes ikke fra gravfund i Danmark, men fra norske og svenske grave. I Danmark er de løsfund eller mosefund. Det ildstål, der hører sammen med dem, er formet som syle, der som regel har træskaft, hvis de er fundet under omstændigheder, hvor træ er bevaret. I løbet af yngre germansk jernalder erstattes dette fyrtøj af sættet med ildstål med oprullede ender og flint.

Alle disse mennesker, som jeg dengang ulejligede og fik nogle sjove samtaler med, vil jeg gerne takke hjerteligt for deres hjælp.