Oldtidens nytteplanter i Danmark 

af

Indhold

Siden isen trak sig tilbage fra Danmark for 12000 år siden, har der boet mennesker her i landet. Men det er kun fra de sidste 1000 år, vi har skrevne beretninger om dem. Det er de 11000 første år, der skal berettes om her. Landskabet ændrede sig i denne periode fra gold tundra til et kulturlandskab i slægt med det vi kender fra begyndelsen af dette århundrede, og menneskesamfundet ændredes tilsvarende fra små spredte jægerstammer til vikingetidens velordnede stat.

Jægere og fiskere       Toppen af denne side

I den tidligste tid, tundrajægernes tid, spillede planterne kun en ret lille rolle. Men vi ved, at nutidens rensdyrjægere sætter stor pris på den plantenæring, de kan få fat i - rensdyrets maveindhold og revlingens lidt kedelige bær betragtes som delikatesser.

Ca. 2000 år efter isens tilbagetrækning mildnedes klimaet så meget, at tundraen voksede til med skov - i begyndelsen med fyr og hassel, senere med lind, eg og elm. I perioden fra omkring 8000 f.Kr. - 4000 f.Kr. var landet beboet af skovens og kysternes jægere og fiskere. Vi kender mange bopladser fra denne tid, og vi ved ret meget om de dyr, de jagede - for vi finder knoglerne fra dem og mange jagtredskaber og rusesystemer ved kysten. Plantenæringen sætter sig færre spor. Men det er sandsynligt, at den har spillet en betydelig rolle, for det gør den hos de fleste jægerfolk, vi har beretninger om fra historisk tid.

Det er skovdyrene og jagten, som giver de gode historier at fortælle ved bålet, prestige til jægeren og kød til festlige lejligheder, men det man har spist sig mæt i til daglig, er de sikre fødekilder: Planter og fisk.

Hasselnødder må især i begyndelsen have været en vigtig føderessource. På alle bopladser fra jægerstenalderen, hvor den slags har kunnet bevares, flyder det med nøddeskaller. Men man må også have haft et indgående kendskab til hvilke andre spiselige bær, bladplanter, rødder og frugter området har kunnet yde. Som et eksempel på dette fandt man på en boplads i Holmegårds Mose (fra midten af denne periode, ca. 7000 - 6000 f.Kr.) en samlet klump af frø af gul åkande (Nuphar luteum L.) indsamlet og gemt til fortæring. Fra den sidste del af jægerstenalderen, Ertebøllekulturens tid, er der efterhånden undersøgt bevaret plantemateriale fra flere bopladser, og der er kommet ny viden om nogle af de planter, der er blevet udnyttet.

På tre Ertebøllebopladser er plantematerialet blevet grundigt undersøgt: Bopladsen i Halsskov fjord, og de undersøiske pladser Møllegabet ud for Ærø og Tybrind Vig syd for Fyn. Her fandtes der rester af agern, som var i en tilstand, der tydede på, at man havde kendt til den teknik, der skal til, for at gøre dem anvendelige som menneskeføde. Det man kunne få ud af det skulle være et stivelsesrigt mel, som først og fremmest kan bruges til at koge grød af. Ikke særlig spændende rent kulinarisk, men mættende og nærende, og muligvis også atraktivt for folk, der ikke havde adgang til ret mange andre kulhydrat-kilder.

En anden plantefamilie, som også er interessant som stivelses-leverandør, er sødgræsserne. Et forkullet frø af butblomstret sødgræs (Glyceria plicata) blev fundet på bopladsen i Halsskov Fjord. Denne plante vokser kun på lavt vand i ferskvand, og må derfor være blevet bragt til denne boplads (som ligger på en ø midt i en salt fjord) af mennesker. David Robinson, der har bestemt frøet, foreslår, at det er blevet bragt til stedet sammen med ferskvand. Det er da også muligt, men en anden oplagt mulighed er, at det er blevet indsamlet til føde. Denne plantes nære slægtning, manna-sødgræs, har været indsamlet som menneskeføde langt op i tid, især på Lolland og Falster. Butblomstret sødgræs ligner manna-sødgræs så meget, at det er svært at skelne dem fra hinanden, blot er butblomstret sødgræs mere sjælden på vore breddegrader end manna-sødgræs. De er formodentlig blevet indsamlet i flæng. Ægte manna-sødgræs (Glyceria fluitans) er i øvrigt blevet fundet i aflejringerne på Tybrind Vig, og der er formodentlig også her tale om indsamlede frø. De skulle smage sødt og godt, for eksempel kogt til grød. For folk, der sjældent har fået stivelsesholdig og sød kost, har de givetvis været rent ud delikate.

I materialet fra Tybrind Vig-pladsen lykkedes det den polsk-hollandske botaniker Lucyna Kubiak-Martens at finde en hel del forkullede vævsrester af de spiselige rødder fra strandbede (Beta maritima), en af stamfædrene til nytteplanter som rødbede, sukkerroe og bladbede. Også den må have hørt til de sparsomme vildtvoksende kulhydrat-leverandører.

Strandbede skulle desuden kunne bruges som bladgrønt. I lagene fra Tybrind Vig er der frø fra en lang række andre planter, der kan bruges på denne måde, og det er højst sandsynligt, at man har spist i hvert fald blade af stor nælde (Urtica dioeca), mælde (Atriplex-arterne) og hvidmelet gåsefod (Chenopodium album). Det er dog svært at bevise, for blade bevares dårligt i lagene. Men de har alle været brugt som bladgrønt (dampet eller stuvet som kål/spinat) i historisk tid, og er meget vitaminrige. Frø af hvidmelet gåsefod blev i øvrigt også fundet i lagene fra Møllegabet. I disse tre bopladsfund optræder også frø af de frugtsorter, som vi den dag i dag gerne indsamler, når vi støder på dem: Hindbær (Rubus idaeus), korbær (Rubus caésius) og skovjordbær (Fragaria vesca). Heller ikke forekomsten af kerner af vildæble (Malus silvestris) i lagene fra Tybrind Vig kan overraske. Derimod var der i bopladslagene på pladsen fra Møllegabet store mængder af frø fra bær af rød kornel (Cornus sanguinea) og hvidtjørn (Crataegus monogyna/oxyacantha), begge bærtyper, som måske ikke er den store kulinariske oplevelse, men som absolut er spiselige. De optræder iøvrigt også i lagene fra Tybrind Vig, hvor der desuden er frø fra rønnebær (Sorbus aucuparia) og hyben (Rosa sp.) - begge spiselige og vitaminrige frugter, velegnede til at fremstille saft af.

Omtrent samtidig med at skoven for alvor bredte sig i Danmark begyndte man i det område, der kaldes Den frugtbare Halvmåne (dele af nutidens Israel, Syrien, Iraq og Iran) at udnytte planter på en måde, som på langt sigt skulle ændre menneskenes forhold til naturen fundamentalt. Selve det område, hvor de vilde hvede- og bygsorter vokser naturligt i tætte kolonier blev overbefolket. De, der flyttede derfra, tog korn med til deres nye bostæder, og værnede om det. Den første egentlige dyrkning i vores del af verden var begyndt. Snart udvidedes sortimentet til også at omfatte ærter, linser, vikker og pistacier.

Kendskabet til dyrkningen spredte sig langsomt, først til Grækenland, så til Balkan og spredte områder langs Middelhavet, og siden via de frugtbare løssjords-området langs de store floder Donau og Rhinen til Mellemeuropa. Og derfra, kort efter 4000 f.Kr., til Danmark.

I begyndelsen var ændringen fra jæger- og fiskerkultur til bondekultur næppe særligt voldsom. Man havde kendt til selve idéen om at dyrke korn i flere hundrede år, gennem kontakter med bønder der dyrkede løssjords-områderne i Nordtyskland, før man begyndte på det herhjemme. Og indførelsen af kornavlen betød næppe heller, at man holdt op med at udnytte vilde planter på samme måde som før. C-13 målinger i menneskeknoglerne fra de sidste jægere/fiskere og de første bønder viser godt nok, at man på dette tidspunkt gik over fra en marint domineret menu til en landdomineret menu, men vi ved ikke helt nøjagtigt hvad denne ændring skyldes. Det mest sandsynlige, ud fra det vi ved i dag, er at man udskiftede de mange fisk, fanget i ruser, med kød fra tamdyrene. Det ser ikke ud til at der har fundet korndyrkning sted i større stil i begyndelsen af bondestenalderen.

Men på langt sigt fik denne omlægning naturligvis en grundlæggende betydning. De planter, vi har aftryk af i tidens keramik viser, at man har dyrket især den primitive hvedeart emmer (Triticum dicoccum Schübl), men også hvedearten enkorn (Triticum monococcum), og også lidt nøgen byg (Hordeum vulgare var.nudum). Det er rimeligt at forestille sig, at senere tiders basis-næringsstoffer: Brød, grød og øl, allerede på dette tidspunkt har fået deres faste rolle i ernæringen. Brødet har dog næppe været, som vi kender det i dag, men snarere en slags groft fladbrød, bagt på lerskiver - en keramiktype der forekommer hyppigt på tidens bopladser. De primitive hvedesorter har nemlig dårlige bageegenskaber, og bruges melet af dem til egentlige brød, som vi kender dem i dag, bliver brødene meget klæge. Vi ved heller ikke, om man har kendt til at malte kornet, så det kunne bruges til fremstilling af egentligt øl, eller om man har været nødt til at tilsætte honning, hvis man ville lave en alkoholholdig korndrik.

De vilde frugter udnyttes       Toppen af denne side

Man udnyttede stadig de vilde planter. Arkæologerne må tage oplysningerne, hvor de kan få dem, og en af de ting, man altid er glad for at finde, er fækalier (lorte). Nogle sådanne blev fundet på en boplads i den midtsjællandske Store Åmose, på Muldbjerg-bopladsen, og de kunne fortælle, at man her havde spist både jordbær og hindbær.

Vildæblerne har dog nok været af større betydning for ernæringen. På to bopladser fra bondestenalderen på Bornholm er der fundet depoter af halverede, forkullede æbler - antagelig forkullede i forbindelse med en mislykket tørring, medmindre disse depoter da skal tolkes som offer-fund i lighed med et fund fra Sarup-pladsen, hvor et lerkar var blevet nedlagt med en ret stor portion forkullet emmerhvede. På bopladsen Bundsø på Als er fundet æblekerner, fastbrændt i madskorpen på indersiden af kogekar. Det er altså sandsynligt, at man har tørret æbler, og siden kogt dem til grød.

Hasselnødder har selvfølgelig stadig været spist. Pollenanalyser fra jættestuetid tyder på, at man har favoriseret en genvækst af hassel i forbindelse med tidens svedjebrug. Ud over nødder har hasselen kunnet give lange lige stager til mange slags formål, men nøddehøsten har givetvis også været væsentlig. Blandt andet er nødder en god kilde til fedtstof, som kan være svært at skaffe for folk med et enkelt agerbrug kombineret med jagt og indsamling.

Det ser også ud til at man stadig har samlet og spist agern. I et hus fra stridsøksetid, fra Vorbasse i Midtjylland, fandt man foruden nogle forkullede æbler også en del forkullede, flækkede agern ved ildstedet. Åbenbart har man her ristet agernene som en del af den proces, de skal igennem for at gøre dem til menneskeføde. Det man kan få ud af dem er en slags mel, der kan koges til grød. Denne grød skulle være stivelsesholdig og nærende, men ikke specielt velsmagende. Agern, brugt til menneskeføde, kendes både fra nordamerikanske indianere og fra oldtidens Japan.

Hirse, ærter og hvidmelet gåsefod       Toppen af denne side

Bondestenalderen afløstes omkring 1700 f.Kr. af bronzealderen. Byg, suppleret med hirse, havde allerede i løbet af bondestenalderens anden halvdel (stridsøksekulturens tid) afløst emmer-hveden som de vigtigste kornsorter, selv om hvede fortsat dyrkes hele bronzealderen igennem. Fra og med bronzealderen ser det også ud til, at der dyrkes ærter. Ærter kan sådan set godt have fulgt kornet til Danmark allerede i stenalderen, for vi ved at de blev dyrket inden for det store europæiske kulturkompleks, der kaldes båndkeramisk kultur. Det er netop fra dette kulturkompleks at kendskabet til agerbruget spreder sig op i det nordtyske sletteland uden for løssjords-områderne, og videre til Danmark. Imidlertid er det eneste fund af et muligt indtryk af ært fra et lerkarskår fra en stenalderboplads så dårligt bevaret, at det ikke er helt sikkert bestemt. Det stammer fra den langelandske boplads Stengade. Fra Sverige foreligger dog flere aftryk af ært fra yngre stenalder, så det kan ikke afvises, at planten har været dyrket også i Danmark allerede fra det tidspunkt. Men fra yngre bronzealderen foreligger to sikre aftryk af ært fra danske lerkarskår, bestemt af botanikeren Sarauw.

Æbler finder man af og til i tidens egekiste-grave, åbenbart medgivet til øjeblikkelig fortæring. Så man må gå ud fra, at skovæblerne stadig har spillet en rolle i ernæringen, rimeligvis især som en kilde til vitaminer.

Også en anden vild plante ser nu ud til at blive udnyttet systematisk - ja måske dyrkes den endog. Det er hvidmelet gåsefod (Chenopodium album L.). En analyse af plantefrøene i jorden under Egtvedpigens høj tyder på, at der har vokset tætte og permanente bestande af denne plante i nærheden. Fra en noget senere tid, førromersk jernalder, har man et fund fra landsbyen Nørre Fjand, hvor man har fundet et lille rent forråd af frø fra denne plante. Det er uvist, om den er indsamlet og måske dyrket for frøenes skyld eller for bladenes skyld, men det sidste er nok det sandsynligste. Man kender beretninger om den brugt som kål eller spinat i traditionelle bondesamfund, både i Danmark og andre steder i Europa. Enkelte steder har man også spist frøene, men de virker kraftigt afførende og er ikke noget behageligt fødemiddel. Det rene forråd af frø fra denne plante kan have været beregnet til udsæd, for nok vokser den vildt mange steder, men hvis man ofte har brugt den som spinat, har det været praktisk at dyrke den tæt ved huset. Der går jo mange blade til én portion, når man koger bladgrønt - det ved enhver, der har prøvet selv at rense og koge frisk spinat. Når man starter, fylder det hele gryden, og når det er kogt og faldet sammen, ligger der et tyndt lag på bunden af den.

I løbet af bronzealderen sker der en vis omlægning af kornavlen. Emmerhveden aftager i betydning. I stedet dyrker man hvede-arterne brødhvede og dværghvede, og især hvedearten spelt, som man kan bage et meget velsmagende brød af. I yngre bronzealder begynder man også at dyrke havre, og der begynder at dukke nogle få rug-korn op i fundene. Også olieplanten sæd-dodder (Camelina sativa) bliver dyrket i yngre bronzealder. Af andre olieplanter har man kendt spergel (Spergula arvensis), og et enkelt forkullet frø af den dyrkede art af hør (Linum usitassimum) fra bopladsen Bjerre Enge fra ældre bronzealder viser, at også dens olieholdige frø har været kendt og dyrket. Fremtidige bopladsfund fra bronzealderen må vise i hvor stor en udstrækning det er sket. Behovet for fedtstof i maden har åbenbart ikke kunnet dækkes af hasselnødder, sammen med animalsk fedt fra de sikkert på mange årstider ret magre husdyr.

Bronzealderen igennem er nøgen byg imidlertid den allermest dominerende kornafgrøde. Den er først og fremmest god til grød og øl, men kan dog også blandes i brød, eller bages til en type 'kager' med en vis lighed med kiks eller knækbrød.

Berusende drikke       Toppen af denne side

Man har ikke kun brugt planter til føde. De kunne også bruges til at fremstille berusende drikke. Det ældste dokumenterede eksempel er fra Egtvedpigens grav. Hun havde fået en barkspand med sig, hvori der var rester af en drik brygget på trane- eller tyttebær, korn af emmerhvede, og lindehonning.

Malt er nødvendig for fremstillingen af øl, som vi forstår det. Malt er korn, der er spiret og derefter tørret og knust. Ved spiringen omdannes en del af kornets stivelse til et sukkerstof - og det er dette sukker, der skal til for at få en gæring i gang, hvis man ikke tilsætter sukker på anden vis, for eksempel som honning. Tørringen kan ske på forskellig vis ved brug af mere eller mindre varme. En temperatur på cirka 60 grader celsius skulle være bedst. Malten, det spirede, tørrede og knuste korn, koges derefter med vand, og det er dette malt-ekstrakt, som gæres til øl.

Malt kan fremstilles af både byg, som er det almindelige i dag, men også af de forskellige hvedearter, og sågar også af rug og havre. Emmer skulle være særdeles velegnet. Men vi ved ikke om man har kendt til maltfremstilling i stenalder og bronzealder - at der er honning i Egtved-pigens drik behøver ikke i sig selv at betyde, at kornet i den ikke var maltet. Hvis man søder en malt-opløsning yderligere med honning kan man få en drik med mere alkohol end der er i almindeligt øl, brygget på maltekstrakt alene.

Maltfremstilling er først sikkert påvist i Danmark i begyndelsen af jernalderen. I brandtomten af et hus fra Østerbølle i Himmerland blev der fundet to lerkar med spiret byg: Et tæt ved ildstedet, åbenbart stillet til tørring, og et andet, stående længere væk, åbenbart stillet til spiring. Vi kender også lidt til den drik man på dette tidspunkt lavede af bygmalt. En fornem kvinde fra Juellinge på Lolland er omkring år 50 e.Kr. blevet begravet med en stor opdækning af mad og drikke. I en kostbar importeret romersk bronzespand fandt man rester af en blanding af øl og frugtvin: En drik fremstillet af bygmalt, tilsat trane- eller tyttebær og krydret med pors. Bærrene kan have været tilsat for at få gæringen i gang, der er ofte vildgær på ydersiden af bær.

Her i Norden var denne drik rimeligvis højt værdsat, for Juellingekvindens øvrige udstyr viser, at hun og hendes familie har kunnet unde sig det allerbedste. Men romerne havde en anden mening: Tacitus, som i sit værk Germania ellers roser alt germansk, taler ringeagtende om en drik af korn 'gæret til en vis lighed med vin'.

Frø og korn som vinterføde        Toppen af denne side

Jernalderen starter omkring 500 f.Kr. Fra denne periode har vi en del oplysninger om plantekosten. Undersøgelserne af maveindholdet af moselig fra Tollund, Grauballe og Borremose giver en ret god beskrivelse af vinterkosten blandt jævne folk i jernalderens første del.

Både Tollundmanden og Grauballemanden havde som deres sidste måltid spist en ret, hvis hovedbestanddele var byg og frø af fersken-pileurt (Polygonum lapathifolium) - hvad enten det så har været i form af brød, eller, som analysatoren mente, en slags grød. Grauballemanden havde også små knoglesplinter i maven, som viste, at han desuden har fået en eller anden slags kødmad til - sandsynligvis ribbensteg eller flæsk fra en lille gris. Tollundmanden havde derimod kun fået fedtstoffer i sin mad ved en rigelig tilsætning af de olieholdige frø fra planten sæd-dodder. Folk som har smagt en type grød kogt på denne sammensætning af korn og frø er ikke begejstrede for smagen. Manden fra Borremose havde tilsyneladende spist brød eller grød tilberedt udelukkende på vilde plantefrø, først og fremmest fra spergel og pileurt. Der blev ikke fundet nogen rester efter korn i prøven, men det kan have været til stede som finmalet og sigtet mel.

Fra jernalderhuse kender man til lerkar med rene prøver af såvel pileurtsfrø, som frø af spergel. Det er derfor muligt, at disse planter ikke kun er blevet indsamlet, men også er dyrkede. Spergel er blevet dyrket som foderplante helt op i vores århundrede i visse egne af Vestjylland.

Men det er som sagt vinterkosten vi finder i de tre ligs maver. Ligenes bevaringsgrad viser, at de blev lagt i mosen i årets koldeste tid. Sommerkosten har rimeligvis budt på masser af bladgrønt - mange slags 'kål', som alle typer bladgrønt betegnes i det traditionelle danske bondesamfund - vi har bare svært ved at spore den slags i fundene.

I løbet af jernalderen kommer der mange nye opfindelser hertil sydfra, og også nogle nye planter. Hørplanten optræder nu mere almindeligt - den havde ellers være i kultur siden yngre stenalder i Mellemeuropa, men tages åbenbart først for alvor under dyrkning i Danmark i løbet af jernalderen. Det ser ud til at Danmarks tekstilplante indtil da har været stor nælde (Urtica dioeca), som da også giver et meget fint lærred. Netteldug, som denne type lærred kaldes, er blevet fundet i en urne fra yngre bronzealder på Fyn, og også nogle af de tråde, der er blevet brugt til at lave indtryk af beviklet snor i keramikken fra yngre stenalder er lavet af så fine fibre, at det er rimeligt at antage, at de har været lavet af nælde-taver. Netteldug har været produceret langt op i tid i mange egne af Europa.

Hør ser ud til både at have været dyrket på grund af de fedtholdige frø og på grund af tekstiltaverne. Især i romersk jernalder bliver den dyrket meget, mens den går lidt tilbage i de to efterfølgende perioder: Germansk jernalder og vikingetid. Men dyrkningen af hør i Danmark holder sig lige indtil den bliver udkonkurreret af den importerede bomuld op mod vores tid.

En anden plante som har med klædestof at gøre er farveplanten vajd (Isatis tinctoria L.), som der er fundet frø og skulper af fra romersk jernalder. Der er dog fundet rester af tekstil farvet med den også fra førromersk jernalder, så den kan have været indført noget tidligere. Den giver en klar blå farve, noget der ellers er svært at opnå med plantefarver fra den nordeuropæiske natur.

Nøgen byg og de hvedearter, der er omtalt for bronzealderens vedkommende, dyrkes stadig i begyndelsen af jernalderen. Det samme gælder olieplanten sæd-dodder. Avnklædt byg, rug og hør tager gradvis over i løbet af jernalderens århundreder, 500 - 800 e.Kr. I vikingetid er dyrkningen af hvede næsten helt ophørt, og dyrkningen af rug og byg er absolut dominerende. Det er altså først vikingerne (800 - 1050 e.Kr.), der for alvor begynder at spise det rugbrød, som vi i dag anser for så vigtig en del af den danske identitet. I de foregående næsten 11000 år har danskerne klaret sig udmærket uden.

Havre dyrkes der lidt af igennem hele jernalderen og også i vikingetid, men der ser ud til at være tale om så små mængder, at det kun kan have spillet en mindre rolle i ernæringen.

I vikingetid lader det til at vores vilde frugt-sortiment bliver suppleret med en type små dyrkede blommer, i stil med kræger eller mirabeller. Der er fundet sten fra dem både i Hedeby og i Lund, der jo ligger i områder, der i vikingetiden var en del af Danmark. Andre fund fra disse to byer viser, at man stadig samler vilde bær som skovjordbær, hindbær, brombær, skovkirsebær og hyldebær - noget der vel næppe kan undre. Mere bemærkelsesværdigt er det, at man også har samlet tjørnebær og rønnebær, som vi ikke sætter så stor pris på i dag. Fra importfrugter var der valnøddeskaller og ferskensten i vikingetidslagene i Hedeby.

Grøntsager       Toppen af denne side

Ærter, kål og løg må have udgjort væsentlige bestanddele af føden, også langt tilbage i tid.

Muligheden for at man har dyrket ærter her i landet allerede i stenalder og bronzealder er omtalt ovenfor. I jernalderen er de kun dokumenteret med sikkerhed i romersk jernalder, men det er rimeligt at antage, at de har været dyrket også i de andre perioder.

Egentlig kål, brassica-arterne, vokser ikke vildt i Danmark, men dog på steder, der ligger så tæt på som Helgoland og kysterne ved Den engelske Kanal. Det er rimeligt at antage, at de har været indført tidligt - måske allerede i stenalderen. De er imidlertid svære at påvise i fundene. Det er en af de planter, som omtales i vores tidligste kilder - 'kålgårde' omtales som en almindelig ting ved gårdene i lovtekster fra tidlig middelalder.

Man skal dog ikke tage udtrykket 'kål' alt for bogstaveligt. Det blev ofte brugt om alle slags dampet eller stuvet bladgrønt. Således kunne de ni slags kål, man skulle spise Skærtorsdag efter de gamle husregler, for at bevare helsen det næste år, bestå af planter som strandkål, nælde, kørvel, syre osv., sammen med det vi i dag kender som kål. Men vi ved, at man i begyndelsen af middelalderen både dyrkede en slags glat bladkål, en rødbladet kål, og hovedkål.

Løg af forskellige arter vokser vildt i Danmark. De må være blevet udnyttede, lige så længe de har vokset her, men hvornår de kommer under dyrkning ved vi ikke. Der er godt nok ikke tale om løg som de gule løg vi kender i dag, men sorter som mere minder om porre og purløg. De oprindelige arter, som vore dages egentlige gule løg stammer fra, vokser ikke vildt i Nordeuropa. Men de optræder som dyrkede grøntsager i Mellemøsten, Egypten og i Middelhavslandene allerede i de allertidligste skriftlige kilder fra disse områder. Hvornår de spredte sig nord for alperne er svært at finde ud af, for de sætter sig ikke særligt tydelige spor i det arkæologiske materiale. Men de tidlige middelalderlige kilder om folkene i Skandinavien omtaler hyppigt både løg og porrer.

Kvan omtales meget i de islandske sagaer, som en lækker grøntsag. Sagaerne er som bekendt først nedskrevet et stykke ind i middelalderen, så helt pålidelige kilder om vikingetiden er de ikke, men kvan ser ud til at blive betragtet som en oprindelig grøntsag i Norden. Kvangårde omtales på linie med kålgårde, især længere nord på i Skandinavien og på Færøerne og Island.

Det kan ikke helt afvises, at mange grøntsager kan være kommet herop gennem forbindelserne til romerriget. Her trivedes nemlig en egentlig havekultur. Et romersk digt om bonden Simylus (digtet 'Moretum', vistnok fejlagtigt tilskrevet Virgil) fortæller i lyriske vendinger om en sådan køkkenhave: 'Her voksede kålen, og også den sine arme vidt strækkende bladbede, den frodige syre, katost, alant, dér pastinakken og løget med dens blomsterknopper, og også den koldt bedøvende valmue. Dér den liflige salat, slutstenen for alle bedre måltider, - takket voksede ræddiken frem, og svært bredte sig græskarret.'

De fleste af disse planter er svære at påvise i de arkæologiske fund. De får typisk kun lov til at sætte nogle få frø, som gemmes til udsæd, og da de er insekt-bestøvede, og mange af dem hører til den store korsblomstrede slægt, er deres pollen både sjældne og vanskelige at bestemme. Imidlertid er der i fund fra den skandinaviske bebyggelse i Coppergate i York, fra sen vikingetid eller tidlig middelalder, konstateret frø af såvel gulerødder som pastinak, selleri og kål.

I de danske fund fra vikingetid er der ikke sådanne fund. Den eneste nye grøntsag er skvalderkål (velegnet som stuvning som spinat), fundet ved vikingeborgen Fyrkat. Den er måske slet ikke indført som grøntsag, men som ukrudtsfrø i en portion importeret korn. I den samme portion korn var der også frø af krydderplanten koriander. Humle begynder at dukke op i fundene fra handelspladserne i vikingetid, den er fundet både i lagene i Ribe og i Hedeby.

Der skulle dog gå nogle år før det nymodens humleøl kom til at udkonkurrere det traditionelle porseøl. Det sker først i løbet af middelalderen.

Det var først munkene, der virkeligt lærte danskerne at spise grøntsager, og som indførte de sorter, vi kender i dag. Danmark har en særlig havehelgen, Abbed Vilhelm fra Æbelholt, som har fået æren for at indrette den første egentlige klosterhave i Danmark. Der findes breve fra hans hånd, hvor han bestiller frø og planter hjem fra sydeuropæiske klostre. Han var en af Biskop Absalons studiekammerater fra Paris, og det var da også Absalon, der sørgede for, at han kom til landet.

Det var dog ikke alle munke, som var lige tilfredse med hans virke. Mange af dem var fra fine familier, og kulinarisk set godt vant. En af dem klager sin nød på følgende vis: 'Hvorfor er denne stodder kommet til os? Han drikker ikke selv noget, men omsætter klostrets midler i sølv og guld, og os giver han kun træernes blade og markens urter i stedet for mad.'

Lidt af indstillingen kender vi endnu i dag: Grøntsager er godt nok for fattigfolk, kvinder og helsefanatikere. Skal det være rigtig mad, skal der kød på bordet, og ikke for mange grøntsager (allerhøjst lidt kartofler med godt med fed sovs til) - så kan lægerne sige hvad de vil. Plantenæring bør kun forekomme i form af rigelige mængder af øl.

Billedliste       Toppen af denne side

1. Tegning af hasselplante (Corylus avelana). Tegner ukendt. Efter C. A. M. Lindman (1965) bind 3 nr. 165
2. Tidsskala
3. Tegning af vilde jordbær (Fragaria vesca L. og Fragaria viridis Duch). Tegner ukendt. Efter C. A. M. Lindman (1965) bind 5 nr. 310
4. Tegning af aftryk af småaksforke af emmerhvede (Triticum dicoccum) og enkorn (Triticum monococcum) i lerkarskår fra bopladsen Bundsø. Efter K. Jessen (1939) s. 69 fig. 37
5. Lerskive fra bopladsen Voldbæk fra yngre stenalder. Den er helt gennembrændt efter at have været brugt som bage- eller stegeplade i et bål. Fremstilleren har pyntet den med bidmærker. På oversiden, som er vist her, er der aftryk af undermundens tænder, mens der er aftryk af overmundens tænder på pladens underside. Disse pladers underside kan normalt kendes på, at de er mere ru end oversiden. Pladens diameter er 16,3 cm. Eva Koch del.
6. Foto af halverede forkullede æbler (Malus silvestris L.) fra bopladsen Nørre Sandegård fra yngre stenalder på Bornholm. Deres diameter er omkring 2 cm. Det formodes, at de er forkullede i forbindelse med et forsøg på at tørre dem. Foto: Lennart Larsen
7. Foto af skovæble (Malus silvestris L.). Foto: Örjan Armfelt Hansell, efter Örjan Armfelt Hansell og Ole Høst (1971)
8. Hvidmelet gåsefod (Chenopodium album L). Sandsynligvis brugt som bladgrøntsag i oldtiden. Oprindelig taget fra Adriano Fiori & Guilio Paoletti: Flora Italiano illustrata, her gengivet efter G. Hatt (1937) s. 28 fig. 12
9. Sæd-dodder (Camelina sativa). Dyrket i bronzealder og tidlig jernalder for sine olieholdinge frø. De var bland andet en del af Tollund-mandens sidste måltid. Oprindelig taget fra Adriano Fiori & Giulio Paoletti: Flora Italiano illustrata, her gengivet efter G. Hatt (1937) s. 30 fig. 13
10. Bille Grams tegninger af kirtelhår fra pors (Myrica gale) og gærceller, iagttaget i bundfaldet i spanden fra Juelling. Bille Grams analyse fører til den konklusion, at der er tale om øl, tilsat tytte- eller tranebær, og desuden pors som krydderi. Efter Bille Gram (1911) s. 45 fig. 68 (kirtelhår fra pors) og fig. 69 (gærceller)
11. Blegbladet pileurt (Polygonum lapathifolium). Frøene blev indsamlet, og måske blev planten dyrket af hensyn til frøene, der minder lidt om boghvede. De var en væsentlig bestanddel af maveindholdet hos både Tollund-manden og Grauballe-manden. Oprindelig taget fra Adriano Fiori & Giulio Paoletti: Flora Italiano illustrata, her gengivet efter G. Hatt (1937) s. 25 fig. 9
12. Foto af kvinde iført en rekonstruktion af en kvindedragt, fundet i en grav fra romersk jernalder på Lønne Hede. Dragtens blå farve skyldes farvning af uldstoffet med planten vajd. Foto: Historisk-arkæologisk Forsøgscenter i Lejre

Litteratur om emnet       Toppen af denne side

1. Svend Thorkild Andersen (1992): Early- and Middle-Neolithic Agriculture in Denmark: Pollen spectra from Soils and in Burial Mounds of the Funnel-Beaker Culture. I: Journal of European Archaeology vol. 1, s. 153 - 180. Odense. (Heri bl.a. om formodentlig styret genvækst af hassel i den mellemneolitiske tragtbægerkultur)
2. Svend Thorkild Andersen (1993): Jættestuernes Landskab. I: Jættestuer i Danmark, af Svend Hansen (ed). Udgivet af Miljøministeriet, Skov-og Naturstyrelsen 1993, s. 68-75. Hørsholm. (Heri bl.a. om formodentlig styret genvækst af hassel i den mellemneolitiske tragtbægerkultur)
3. Vilhelm Boye (1896): Fund af Egekister fra Bronzealderen i Danmark. Kjøbenhavn. Genudgivet i fotografisk optryk af forlaget Wormianum, Aarhus 1986. (Heri om æbler i bronzealdergrave s. 77)
4. Inger Brandt (1951): Planterester i et moselig fra Borremose. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1950, s. 342-349. København
5. V. J. Brøndegaard (1978): Folk og Flora bd. 1-4. København
6. Johannes Brøndsted (1938): Danmarks Oldtid I. Første udgave. København. (Heri i noter s. 341-342, 349, 355, 358, 359 og 362 om planteaftryk i lerkar fra yngre stenalder)
7. David Clarke (1976): Mesolithic Europe: The economic basis. I: Problems in Economic and Social Archaeology, G. de Sieveking, I. H. Longworth and K. E. Wilson (ed.), s. 449-481. London. (Heri både om nulevende jægerfolks udnyttelse af vilde planter og om den vilde plantenæring, som jægerkulturerne i Europa kan have udnyttet - selv om det desværre kun meget sjældent kan vises, at de rent faktisk har gjort det)
8. Karsten Davidsen (1974): Neolitiske lerskiver belyst af danske fund. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1973, s. 5-72. København
9. Bille Gram (1911): Mikroskopiske Undersøgelser, s. 40-46 i: Sophus Müller: Juellinge-Fundet og den romerske Periode, s. 1-54 i Nordiske Fortidsminder, Andet Bind. København
10. Ole Grøn og Jørgen Skaarup (1993): Møllegabet II - A Submerged Mesolithic Site and a 'Boat Burial' from Ærø. I: Journal of Danish Archaeology vol. 10, 1991, s. 38-50. Odense. (Heri om David Earle Robinsons analyser af plantefrø fra bopladsen s. 45-46)
11. Sk. V. Gudjonsson (1941): Folkekost og sundhedsforhold i gamle dage. Belyst igennem den oldnordiske Litteratur. (Dvs. først og fremmest de islandske sagaer). København
12. Örjan Armfelt Hansell og Ole Høst (1971): Bærbogen. København
13. Gudmund Hatt (1937): Landbrug i Danmarks Oldtid. København 1937
14. Hans Helbæk (1938): 7. Planteavl. s. 216-226 i G. Hatt (1938): Jernalderens Bopladser i Himmerland. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1938, s. 119-226. København. (Heri bl.a. om maltfund fra bopladsen Østerbølle)
15. Hans Helbæk (1951a): Tollund-Mandens sidste Maaltid. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1950, s. 311-341. København
16. Hans Helbæk (1951b): Ukrudtsfrø som næringsmiddel i førromersk jernalder. Kuml 1951, s. 65-74. Århus. (Heri bl.a. om rene prøver af indsamlede frø af hvidmelet gåseurt, pileurt og spergel)
17. Hans Helbæk (1952): Preserved Apples and Panicum in the prehistoric Site at Nørre Sandegård on Bornholm. Acta Archaeologica vol. XXIII s. 107-115. København. (Heri bl.a. om et samlet fund af forkullede æbler fra yngre stenalder)
18. Hans Helbæk (1955): Kornavl i Store Valby. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1954, s. 198-204. København
19. Hans Helbæk (1958): Grauballemandens sidste måltid. Kuml 1958, s. 83-116. Århus
20. Hakon Hjelmqvist (1975): Getreidearten und andere Nutzpflanzen aus der frühneolitischen Zeit von Langeland. I: Jørgen Skaarup (1975): Stengade, Ein langeländischer Wohnplatz mit Hausresten aus der frühneolitischen Zeit, s. 211-218. Rudkøbing
21. Knud Jessen (1929): Iagttagelser over Plantevæksten. I: Th.Thomsen 1929, s. 198-200. (Om makrofossil-analyser fra jorden under Egtved-pigens høj, der bl.a. viser at der har været en tæt bevoksning af hvidmelet gåsefod på stedet)
22. Knud Jessen (1933): Planterester fra den ældre jernalder i Thy. Botanisk Tidsskrift, 42. Bind 3. Hæfte, s. 257 - 288. København
23. Knud Jessen (1939): Kornfund, s. 65-84 i: Bundsø. En yngre Stenalders Boplads paa Als. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1939, s. 1-198. København. (Heri bl.a. om 4 æblekerner i fundet i madskorper fra bopladsen Bundsø)
24. Helle Juel Jensen (1994): Flint tools and plant working. Hidden traces of stone age technology. Aarhus
25. Grethe Jørgensen (1977a): Et kornfund fra Sarup. Bidrag til belysning af tragtbægerkulturens agerbrug. Kuml 1976, s. 47-64. Århus
26. Grethe Jørgensen (1977b): Acorns as Food-source in the later Stone Age. Acta Archaeologica 48, s. 233-238. København
27. E. Rostrup Jørgensen (1969): Den danske Flora. 19. omarbejdede udgave ved C. A. Jørgensen. København
28. Lucyna Kubiak-Martens (1999): The plant food component of the diet at the late Mesolithic (Ertebølle) settlement at Tybrind Vig, Denmark. Vegetation History and Archaeobotany (1999) 8 s. 117-127
29. Udelgard Körber-Grohne (1987): Nutzpflanzen in Deutschland, Kulturgeschichte und Biologie. Stuttgart
30. Grith Lerche (1985): Det landlige øls smag. I: Birte Friis (ed.): Bønder og Fiskere, s. 143-156. København. (Heri om forskellige måder at tørre og evt. ryge spiret korn til malt indenfor den traditionelle danske landhusholdning i ældre tid)
31. C. A. M. Lindman (1974): Nordens Flora. Oversat og bearbejdet af Kai Larsen og Bertel Hansen. Gyldendal, København. Oprindelig svensk udgave trykt første gang 1901-1905
32. Jan Lonworth and John Cherry (ed.) (1986): Archaeology in Britain since 1945. London. (Heri om fund af grøntsager på de engelske vikinge-bopladser, især i lagene ved Coppergate, s. 146)
33. Elisabeth Munksgaard (1974): Oldtidsdragter. København. (Heri om farveplanter, bl.a. vajd, s. 22-26)
34. Harald Nielsen (1965): Lægeplanter og trolddomsurter. Politikens forlag, København. (Herfra bl.a. om abbed Vilhelm og det afsluttende citat af en sur munk, s.19)
35. Mats Regnell (1998): Archaeobotanical finds from the Stone Age of the Nordic countries. Lundqua Report vol. 36. Lund. (Om stenalderfund af ærter, se i listen under 'Pisum')
36. M. Skytte Christiansen og Henning Anthon (1970): Danmarks vilde planter Bd.1-3. København
37. David Earle Robinson (1994): Dyrkede planter fra Danmarks forhistorie. Arkæologiske Udgravninger i Danmark 1993. København
38. David Earle Robinson (1994): Plants and Vikings: Everyday Life in Viking Age Denmark. Botanical Journal of Scotland vol. 46 (4), 542-551. Edinburgh
39. David Earle Robinson og Jan Andreas Harild (1997): Tusindårige planterester fra Halsskovpladsen. I: Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby ed.: Storebælt i 10.000 år, s. 196-200. København
40. Tacitus: Germania (98 e.Kr.). Den her anvendte oversættelse findes i: Allan A. Lund (1993): De etnografiske kilder til nordens tidlige historie, s. 236-278. Aarhus
41. Th. Thomsen (1929): Egekistefundet fra Egtved. Nordiske Fortidsminder, Andet Bind. København. (Heri om hendes drik: Bille Gram s. 184 note 2)
42. Jørgen Troels-Smith (1957): Muldbjerg-bopladsen. Som den så ud for 4 500 år siden. Naturens Verden Juli 1957, s. 1-30. København
43. Vergil: Moretum (et digt om bonden Simylus og hvordan han tilbereder en bestemt type oste-pålæg, som hedder moretum) - heri også beskrivelsen af hans køkkenhave). Her citeret efter en engelsk oversættelse af Joseph J. Mooney (1999) i: The minor Poems of Vergil: Comprising the Culex, Direa, Lydia, Moretum, Copa, Priapeia and Catalepton. Birmingham: Cornish Brothers 1916. På internettet på adressen: http://virgil.org/appendix/moretum.htm. En latinsk udgave af digtet findes på adressen: http://www.phil.uni-erlangen.de/~p2latein/personal/moretum2.html
44. Anna Wecker (1616): Kogebog. Gengivet i fotografisk optryk med titlen: Ældste Danske Koge Bog. Wormianum, 1966. Århus. (Heri bl.a. om ølbrygning med malt fremstillingen af byg, rug eller havre)